De fleste af os har været i en underlig situation, hvor det først bagefter er gået op for os, hvad vi skulle have sagt eller gjort. Men er der trapper i forumspil? Til en vis grad er der; forumspil giver nemlig muligheden for at spille konfliktfyldte situationer igennem igen – og undervejs få inputs af et publikum til at justere en ny gennemspilning. Den anden, og justerede, udgave af gennemspilningen af den konfliktfyldte situation giver på den måde en indefra og ud-læring, man kan tage med som erfaring til næste gang, man står i en lignende situation.

Forumteater som metode blev udviklet som interaktiv teaterform af instruktøren Augusto Boal et sted midt i det sidste århundrede. Metoden findes i dag i mange forskellige afskygninger, versioner og mere eller mindre styrede former – alle med forskellige betegnelser. Fælles er, at de alle bliver brugt som redskab til at lære at håndtere gnidningsfyldte situationer, og kan bruges i grupper fra 6 til ∞. Fælles er også, at metoden kan virke uoverskuelig for nogle, og derfor har Charlotte Slot og jeg lavet dette indlæg; for at afmystificere metoden, så flere går ud og bruger den.

Indlægget indeholder:

  • metaforberedelse
  • guide
  • Organisations gratis, udvidede guide til download

 

Forberedelsen

Hvis det ikke allerede er gjort, kan det være en god idé at forventningsafstemme og rammesætte spillet allerede inden, man går i gang med forumspillet. Hvis I har styr på det, så spring over dette afsnit og hop direkte ned til afvikling af forumspillet.
Det er nærliggende – ja, næsten uundgåeligt – at gøre opmærksom på, hvordan Camilla Raymonds Håndslag kan bruges til at gennemgå de væsentlige punkter i en forventningsafstemning i plenum. Kom omkring følgende punkter:

Fold den systematiske forventningsafstemning ud her
Rammer for spillet. Sæt en fast tidsramme og rammer for, hvordan pauser bliver holdt.

Roller i rummet og i spillet. Afklar din egen rolle som facilitator og spilleder; som dén, der styrer spillene, bryder ind, sender ordet videre og er tidsstyrer. Alle i gruppen har deltagende roller og ingen står alene i en rolle, de ikke er tryg i.

Regler for gruppen i rummet. Hvis der ikke allerede er etableret et fortrolighedsløfte, kan det laves nu for at sørge for, at svære og/eller personlige cases bliver holdt i rummet.

Retning for spillet. Afklar sammen med gruppen, om alle er med på den retning, der er sat i den forventningsafstemning, I er ved at lave, og at målet med spillet er, at alle skal have fået konkret viden til at håndtere svære situationer i fremtiden.

Relationer i gruppen. Dette punkt kan ses i forlængelse af retningen for spillet; hvis der skulle ske, at der bliver åbnet op for nogle sårbare problematikker – hvem tager så hånd om det, og hvordan?

 

Trin for trin-guide til forumspil

Ét voilà! Her kommer så den helt lavpraktiske guide til, hvordan man faciliterer et forumspil.

TRIN 1.
Find casen (25 min.)

Gruppen er allerede opdelt i mindre grupper, der sætter sig afsides fra de andre grupper, og finder en relevant case, der skal spilles.

TRIN 2.
Forbered spillet (35 min.)

Gruppen forbereder et ’real-life’ setup på baggrund af den valgte case.

TRIN 3.
Spil stykket (5 min.)

Situationen spilles foran de andre grupper, der sidder som publikum foran spillerne.

TRIN 4.
Refleksion i plenum (10 min.)

Spillerne er dem, der observerer. De observerer et publikum, der er på arbejde, og bliver spurgt ind til det stykke, de lige har set.

TRIN 5.
Anden gennemspilning (5 min.)

Spillerne gør brug af de inputs, de har fået fra refleksionen og justerer stykket, så det er et andet stykke, der udfolder sig.

TRIN 6.
Efterrefleksion i plenum (5 min.)

Den samlede gruppe byder ind med, hvad deres læringspointer fra spillet er, og hvad de i særdeleshed har bidt mærke i.

 

Selve gennemspilningen (trin 3 – 6) har nu taget omkring de 25 minutter,  og der kan enten holdes pause, eller de andre grupper kan spille deres stykke. Efter alle gennemspilninger kan der laves en summeøvelse, der i plenum bliver taget op, og som kan blive holdt op mod de rammer, der er sat for dagen eller øvelsen.

 

downloadbillede

 

PROTIP: Afslør som facilitator tilpas meget/lidt af, hvad et forumspil er og lad det udfolde sig organisk.

 

Og det var dét. Print den simple guide ud, download den udvidede guide, tilpas den, brug den – gør den til jeres egen.
God fornøjelse med metoden!