"Vi har fået langt mere værdi ud af den organisationsændring, vi har lavet. Jeg tror, at resten af organisationen kan mærke, at vi har skabt en fortrolighed og et fællesskab i ledelsesgruppen, og det giver en enorm ro i organisationen."

Om baggrunden for at kontakte Michala fortæller Søren Bak-Jensen, Direktør på Arbejdermuseet:

”Vi havde foretaget en udvidelse af ledelsesgruppen fra tre til fem ledere. Vi var meget opmærksomme på, at det gode og tillidsfulde samarbejde, vi havde haft tidligere, var noget, vi gerne ville have med videre i den nye gruppe.”

Han uddyber:

”Vi vidste også, at noget ville forandre sig. Vi var tre, der kendte hinanden rigtig godt, og selvom vi havde haft en god rekrutteringsproces, så kom der to nye ledere, vi ikke kendte på forhånd. Vi vidste derfor, at vi tidligt skulle bruge tid på at lære hinanden at kende, forstå hvordan vi fungerer i arbejdslivet, og hvordan vi arbejder bedst sammen. Vi havde brug for at sikre refleksion og dialog, så vi kunne finde frem til, hvad vi skulle have fokus på i vores ledelse. Det ville vi gerne have hjælp til.”

Forløbet startede med et opstartsmøde, hvor behov og forventninger blev afklaret. Søren forklarer:

”Det var en rigtig god start for processen. Michala lyttede til vores behov og udarbejdede et forslag til en proces. Vi diskuterede det i ledelsesgruppen og kom med forslag til ændringer. Små ting blev ændret, men hun var også tydelig omkring sine faglige valg og argumenterede for, hvorfor hun havde foreslået bestemte greb, hvilket gav os tillid til hende og til processen fra start.”

Forløbet bestod af tre sessioner med let forberedelse mellem gangene. Om den første session fortæller Søren:

”Den første session handlede om vores individuelle ledelsesfortællinger og tog udgangspunkt i spørgsmålet: Hvem er jeg som leder? Vi delte alle vores personlige fortællinger. Det opfyldte et helt centralt mål for os, fordi vi lærte hinanden meget bedre at kende. Det var enormt lærerigt, også for os, der allerede kendte hinanden godt. Jeg har det hele tiden i baghovedet i vores samarbejde; Hvor kommer vi fra? Det giver os et fælles referencepunkt i vores samarbejde og i den måde, vi udøver ledelse på.”

Søren fortsætter:

”I den anden session arbejdede vi med dialog og feedback, og med hvad vi gør, hvis der er noget, vi er uenige om. Vi havde også fokus på læringskultur og på vores egne konfliktmønstre. Vi reflekterede individuelt over, hvordan vi hver især reagerer i uenigheder, og delte det med hinanden. Det har givet os nogle meget konkrete redskaber til at give konstruktiv feedback og til at lære af hinanden.”

Den tredje session handlede om ledelsesgruppens fælles rolle i organisationen:

”I den tredje session arbejdede vi med, hvilken rolle og tilstedeværelse vi som ledelse gerne ville have på arbejdspladsen. Michala brugte sin kreativitet og metaforen om organisationen som et økosystem til at rammesætte samtalen om vores indbyrdes forbundethed og afhængighed på tværs af roller og afdelinger. Det var interessant at udfordre ens egne forestillinger og har givet os en fælles forståelse af, hvem vi er i det her økosystem og hvordan vi bidrager til hele organisationen.”

Søren fortæller, at forløbet har haft stor betydning for samarbejdet i ledelsesgruppen og for organisationen som helhed:

”Vi har fået langt mere værdi ud af den organisationsændring, vi har lavet, fordi vi har arbejdet så bevidst med ledelsesrefleksion. Jeg tror, at resten af organisationen kan mærke, at vi har skabt en fortrolighed og et fællesskab i ledelsesgruppen, og det giver en enorm ro i organisationen. Mange har jo været optaget af, hvad ændringerne ville betyde. Man hører ofte, at den slags udvidelser af ledelsesgrupper kan være udfordrende, men med hjælp fra Michala har vi formået at gøre det til en klar styrke for os.”

Søren beskriver samarbejdet med Michala som både kompetent og nærværende:

”Samarbejdet med Michala har været meget kompetent. Hun er virkelig dygtig til at kombinere sin store erfaring og viden om ledelse og organisationsarbejde med øvelser, der får os til at tale sammen på en meningsfuld måde. Nogle gange tager hun ordet i 10 min. og deler ud af sin store viden, andre gange stiller hun nysgerrige spørgsmål og lytter nærværende. Hun er enormt opmærksom, til stede i arbejdet og oprigtigt interesseret i vores udfordringer og måder at arbejde på. Det er både sjovt og stimulerende at være i et forløb med hende.”

Til sidst fortæller Søren:

”Jeg vil anbefale alle at overveje Michala til den slags opgaver. Jeg har kun oplevet hende på ledelsesniveau, men jeg ved, at hun altid tager en indledende samtale om opgaven og på den baggrund laver en konkret vurdering af, om hun kan hjælpe i den givne situation, eller peger på en anden retning, hvis hun vurderer, at det er den bedste hjælp.”

Lad os tage en snak

    • Morten Ejlskov
    • +45 30 27 40 23
    • me@organisation.cc
    • Michala Schnoor
    • +45 61 37 66 34
    • ms@organisation.cc
    • Camilla Raymond
    • +45 51 34 33 39
    • cr@organisation.cc