”Jeg synes, det er genialt at trække noget skønlitteratur ind i mit arbejdsliv. Det har været sjovere end at læse faglitteratur, og jeg har fået noget helt andet ud af det, end hvis jeg ”bare” havde læst en ledelsesbog"

Forløbet har bragt os tættere sammen som gruppe.
Dagtilbudslederne Nina Klevang Christiansen og Trine Viltoft, fortæller her om forløbet.

Nina: ”Det, der især har været spændende i forløbet, har været de eksistentielle dilemmaer, der er dukket op i læsningen og i refleksionerne i gruppen. Det har været dagligdags dilemmaer, som man virkelig har kunne relatere til sin egen praksis. Som leder sidder man i en meget dilemmafyldt position og dilemmaer fylder meget i ens dagligdag. Der er jo aldrig kun ét rigtigt svar på et dilemma – det afhænger af, hvad man vil og hvem man er.

Det har været spændende at få indblik i den forskellighed, der er mellem os. Det med, at vi hver især ser forskellige ting og dilemmaer i det samme skønlitterære værk og at vi så har kunnet drøfte det og reflektere over det i fællesskab. Særligt bogen “Doppler” gav mig et indblik i, hvordan normalitet kan udfordres. Jeg har især taget med mig fra teksten, at der er forskellige ting og ’redskaber’, der er gavnlige alt efter hvilke dilemmaer, man står i.

”Jeg vil dø inkompetent, og jeg vil aldrig nogensinde forsøge at præstere noget igen, så længe jeg lever. Jeg har præsteret for sidste gang, og jeg har været kompetent for sidste gang.”
Fra ”Doppler” af Erlend Loe (2004)

Forløbet har bragt os tættere sammen som gruppe og vi har lært hinanden at kende på en ny, mere uformel måde. Derudover har det nuanceret måden, vi tilgår vores arbejde på, fordi vi har fået en hel masse nyt med i vores bevidsthed.”


Redskaber til at reflektere sammen på en ny måde
Trine: ”Jeg synes, det har været super spændende at skulle forholde sig til noget, som ikke var faglitteratur, men som jeg alligevel kunne forholde mig til på en faglig relevant måde. Det har været sjovt at dykke ned i en anden verden, end den, vi normalt befinder os i – og med udgangspunkt i skønlitteraturen at tale om egen praksis og ledelse.

Det var rart at tage udgangspunkt i skønlitteraturen, fordi ingen af os havde ejerskab over teksten. Normalt tager vi udgangspunkt i en konkret case, når vi skal sparre og reflektere, og så er der jo en af os, der ”ejer” casen. Her har vi talt om noget, der var en armslængde væk fra os, men som vi alle kunne genkende og sammen kunne oversætte til noget, der var fagligt relevant.

Forløbet har givet os nogle redskaber til at reflektere på en ny måde, og så har det givet os en masse aha-oplevelser og nye indsigter, som vi har med i baghovedet i vores arbejde. Det har været godt at reflektere sammen som ledergruppe.”


Ro, nærvær og taletid uden afbrydelser
Nina: ”Noget af det, der har virket rigtig godt er, at der har været tid til refleksionen og den uforpligtende ’uformelhed’ i rummet. Rummet var sat af til os og var udelukkende til glæde for os. Det virkede rigtig godt. Og så virkede det godt, at vi både sad sammen i hele gruppen og løbende blev delt ud i lidt mindre grupper, så alle fik tid og mulighed for at byde ind med deres tanker.

Morten og Michala var gode til at styre at vi ikke afbrød hinanden. Det, at man taler én ad gangen og ikke afbryder, bevirker at man har tid og mulighed for at fordybe sig i sine formuleringer og tale færdigt. Det er vigtigt, at der er ro til, at den enkelte kan fortælle og dykke ned i egne refleksioner.”

Trine: ”Michala og Morten virker meget fagligt kompetente og de var meget nærværende og ”på”. Og så skabte de en virkelig god stemning. Det har fungeret rigtig godt, at vi ikke var i et af de mødelokaler, vi normalt bruger, men tog ud et andet sted i andre rammer end hverdagskonteksten. Det gav os en tilpas forstyrrelse. Det betød også, at der ikke var andet, der forstyrrede. Der var ro omkring processen.”


Hvad vil I fremhæve for andre, der overvejer et læsegruppeforløb?
Trine: ”Jeg synes, det er genialt at trække noget skønlitteratur ind i mit arbejdsliv også. Det har været sjovere end at læse faglitteratur, og jeg har fået noget helt andet ud af det, end hvis jeg ”bare” havde læst en ledelsesbog. Det har været spændende og interessant at prøve at tænke i andre baner og gå andre veje, end vi normalt ville gøre.”

Nina: ”Jeg vil helt klart fremhæve det med at skabe ro i en travl hverdag, hvor man har tid til at reflektere – både i forhold til sig selv som leder og sammen i fællesskabet. Særligt det med, at vi har været i forløbet som gruppe, har været virkelig godt. Man laver jo selv en masse refleksioner, men det har haft en gavnlig effekt, at høre de andres refleksioner, fordi de har været meget forskellige.”

Lad os tage en snak

    • Morten Ejlskov
    • +45 30 27 40 23
    • me@organisation.cc
    • Lene Flensborg
    • +45 29 89 00 10
    • lf@organisation.cc
    • Morten Jack
    • +45 26 18 67 75
    • mj@organisation.cc
    • Michala Schnoor
    • +45 61 37 66 34
    • ms@organisation.cc
    • Camilla Raymond
    • +45 51 34 33 39
    • cr@organisation.cc