Hvis en gruppe skal have de fornødne forudsætninger for at udvikle samarbejdet, er der brug for modige ledere, der tør tage de nødvendige og til tider svære dialoger. Vi designer derfor forløb, hvor ledelsen tager styring og samtidig lærer de greb, der er brug for, til at holde gruppen på sporet og holde fokus på opgaverne. Til det har vi udviklet en række ledelsesværktøjer.
Vi hører tit ledere og medarbejdere sige, at de har brug for at afstemme forventningerne mellem sig. Det kan være til rollerne i gruppen, de opgaver der hviler på den enkeltes skuldre eller til at afklare hvor langt mandatet rækker. De udviklingsforløb, vi faciliterer, tager derfor ofte afsæt i at afstemme forventningerne, systematisk og dynamisk.
Da vores erfaring er, at alle grupper er forskellige, begynder vores arbejdsproces altid med, at vi i samarbejde med gruppen og dens ledelse formulerer forløbets succeskriterier. Derefter præsenterer vi et oplæg på en proces, der er designet efter de ønsker og behov, som vi i fællesskab har fået øje på. Vi bringer kun emner og temaer op, som gruppen finder relevante og brænder for at tage hul på.
Ydelser
Samarbejde og konflikter. Der er ikke altid tid til at stoppe op i hverdagen og reflektere over, hvad der egentlig skete. På relativ kort tid, kan vi derfor uforvarende komme til at lægge mere brænde på bålet. Vi tager medarbejdere en tur op i luftballonen, hvor de får mulighed for at kigge på sig selv og på samarbejdet, så de igen kan samles konstruktivt om opgaven.
Ledelsesgrupper. Vi hjælper ledelsesgrupper med at samles om klare fælles mål og støtter gruppen til både at sigte efter gode resultater og gode processer. Vi skaber trygge rammer for tillidsopbyggende dialoger om knaster og glæder i samarbejdet. Vi ser det som vores opgave at udfordre gruppens vaner og dynamik, og vi hjælper gerne ledelsesgrupper til at få etableret mere produktive samspilsformer.
Partnergrupper og bestyrelser. Mange steder bliver der sat lighedstegn mellem det at være partner og det at være leder. Flere ledere om ledelsesopgaven kræver en tydelig og klar afgrænsning af roller, opgaver og ansvar. På samme måde kan en bestyrelse bokse med at forvalte deres rolle, hvor tæt på og hvor langt væk skal man være? Vi hjælper derfor både partnergruppen og bestyrelsen med den nødvendige afklaring. Det frigiver energi til ledelsesopgaven og samtidig kan fokus rettes mod det faglige felt de involverede ofte brænder for.